Det tyske sprog har ligesom det danske et væld af ordsprog og talemåder, som vi helt ubevidst bruger i det daglige. Et nært slægtskab mellem det tyske og danske sprog betyder, at mange talemåder og ordsprog har vi faktisk tilfælles. Det er i sig selv rigtig interessant, men det bliver meget sjovere, når tyske ordsprog ikke findes på dansk. Derfor finder du flest eksempler på disse nedenforneden.

Som tysklærer kan du planlægge en eller to ordsprogslektioner, hvor eleverne (8. og 9. klasse) kan komme med deres bud på danske talemåder og ordsprog, som de kender, og herefter introduceres til de tyske. En læring, som er sjov, engagerende og som også understøtter udvikling af elevernes interkulturelle kompetencer.

Læs 15 gode og sjove eksempler på tyske talemåder, som du med fordel kan inddrage i tyskundervisningen for 8. og 9. klasse.

1. Waldeinsamkeit / Finde ro i naturen

Direkte oversat: Skovensomhed

Waldeinsamkeit refererer til en positiv følelse, der betyder, at du finder ro og nyder at være alene i smukke omgivelser – fx i skoven.

2. Du gehst mir auf den Keks / Du irriterer mig

Direkte oversat: Du går på min småkage

Man kan studse over denne sjove talemåde, men forestil dig, at nogen vadede rundt på dine småkager, som du lige skulle til at sætte tænderne i.  

3. Leben ist kein Ponyhof / Livet er ikke en dans på roser

Direkte oversat: Livet er ingen pony-gård

Livet kan være udfordrende, og er ikke en dans på roser. En pony-gård på tysk signalerer noget, du ikke behøver at bekymre dig om, og er altså noget, som er helt uproblematisk i forhold til det indviklede liv.

4. Jetzt haben wir den Salat / Nu er alt et roderi

Direkte oversat: Nu har vi salaten

Når noget er gået virkelig galt, især i de tilfælde hvor man kunne forudse, at bestemte handlinger netop kunne forårsage problemet.

5. Kummerspeck / Det du tager på i vægt, når du trøstespiser

Direkte oversat: Sorg-bacon

Indtager du overdrevne mængder junk food eller chips for at trøstespise efter fx et forfærdeligt skænderi, så får du i stedet mere fedt på sidebenene. 

6. Jemandem das Licht ausknipsen / Puste nogens livslys ud

Direkte oversat: At slukke for nogens livslys

Talemåden betyder at slå et menneske ihjel ved at slukke kontakten for deres livslys. Tidligere brugte tyskerne “ausblasen”. Det moderne er “ausknipsen” – at nu puster man ikke lyset ud, men slukker på kontakten. 

7. Kabelsalat / Det er et roderi

Direkte oversat: Kabelsalat

Kabelsalat kender vi som båndsalat, som kommer af kassettebånd, der er viklet totalt sammen. Dette udtryk betyder det samme, og bliver brugt i forbindelse med fx it-problemer.

8. Fremdschämen / Krumme tæer

Direkte oversat: Fremmed skam

Fremdschämen er den slags skam eller nærmere pinlighed, du føler, når nogen gør noget, der gør dig pinlig berørt. Ligesom ungdommen udtrykker det som “cringe”, når de ser noget på TikTok, der bare er for dumt eller pinligt.

9. Das Blaue vom Himmel versprechen / Et løfte, som ikke kan opfyldes

Direkte oversat: At love det blå fra himlen

Udtrykket bruger du, når du taler om noget, der er så overdrevent, at det er indlysende, at det aldrig kommer til at ske. Det vil sige et løfte, der ikke kan holdes.

10. Klappe zu, Affe tot / Slut med det

Direkte oversat: Låget til, aben er død

Et sjovt tysk ordsprog, som bliver brugt på akkurat som de danske talemåder “slut, prut, finale” eller “så får du ikke mere for den 25-øre”.

11. Luftschloss / Luftkasteller

Direkte oversat: Luftslot

Du kender nok udtrykket “at bygge luftkasteller” på dansk. På tysk taler man også om tanker og drømme, der er umulige og højst sandsynligt ikke kan blive til virkelighed.

12. Sich um ungelegte Eier kümmern / Tag ikke sorgerne på forskud

Direkte oversat: At bekymre sig om ulagte æg.

Udtrykket kommer af, at man ikke kan forudse, hvor mange æg en høne lægger, og derfor er der ingen grund til at bruge energi på at bekymre sig unødigt. På dansk har vi talemåden, tag ikke sorgerne på forskud.

13. Treppenwitz / Pointen, der kommer til dig for sent

Direkte oversat: Trappe-vits

Treppenwitz er en vits, som du kommer i tanke om, når øjeblikket er passeret. Altså øjeblikket, hvor den sjove bemærkning ville have passet perfekt. Meningen bag udtrykket er, at du først kommer i tanke om et godt svar eller en vits, når du “går på trappen, og er på vej væk”, hvor det desværre er for sent.

14. Mit Speck fängt man Mäuse / Fik du læst det med småt?

Direkte oversat: Med flæsk fanger man mus

Udtrykket handler om, at et “Knaldgodt tilbud” eller “En uge på luksushotel til spotpris” bliver brugt som lokkemiddel. Når et lidt for godt tilbud, lyder for godt til at være sandt. Man skal altså være forsigtig og læse det med småt.  

15. Liebe geht durch den Magen / Vejen til en mands hjerte går gennem hans mave

Direkte oversat: Kærlighed går gennem maven

Egentligt er kærlighed noget, der angår hjertet og ikke maven. Men udtrykket, som vi også kender i en lidt anden version på dansk, går på, at jo bedre maden smager, desto større bliver kærligheden.

 

Nyttige links om tyske talemåder og ordsprog

Deutsche Welle, dw.com: Sprichwörter: Weisheiten für alle Lebenslagen 

 

Har du andre gode tyske talemåder?

Tak fordi, at du læste med. Listen ovenfor er hovedsageligt tyske ordsprog og talemåder, som umiddelbart ikke findes på dansk. Har du flere, så kunne det være rigtig spændende, at vi deler sammen i kommentaren nedenfor. Også gerne de ordsprog som på tysk, findes på dansk.

Læs også…

Kønsroller i tyskundervisning

Kønsroller i tyskundervisning

Hvordan arbejder du med kønsroller i tyskundervisning, og får eleverne i tale? Læs, hvordan jeg, med fokus på chunks i sprogtilegnelsen, underviser i kønsroller i tyskundervisning.